Historisk Tidsskrift udgives af Den danske historiske Forening (stiftet 1839). Tidsskriftet er politisk og institutionelt uafhængigt, non-profit og redigeres ulønnet.
Historisk Tidsskrift er Danmarks førende faghistoriske tidsskrift og et af verdens ældste nationale historiske tidsskrifter.
Historisk Tidsskrift bringer videnskabelige afhandlinger, oversigter, debatindlæg, nekrologer og anmeldelser.
Historisk Tidsskrift er et klassisk omnibustidsskrift, dvs. det omfatter dansk historie i bredeste forstand og al anden historie skrevet af danske forskere eller forskere med tilknytning til Danmark og danske institutioner.
Hvis du ønsker at bidrage til Historisk Tidsskrift, hører redaktionen meget gerne fra dig. Skriv til
Historisk Tidsskrift udkommer i to årlige hæfter på hver ca. 300 sider i juni og december, i alt altså ca. 600 sider.
Ved at tegne abonnement på Historisk Tidsskrift følger man med i dansk og international historisk forskning og støtter det videnskabelige civilsamfund.
Denne hjemmeside burde give svar på de fleste spørgsmål, men man er altid velkommen til at kontakte tidsskriftets redaktion og ekspedition på
Det med småt: Historisk Tidsskrift (Den danske historiske Forening) overholder EU's forordning om databeskyttelse (General Data Protection Regulation /GDPR). Personoplysninger kan til enhver tid ændres ved henvendelse til Den danske historiske Forening (dataansvarlig) på
Anmeldelser i Historisk Tidsskrift
Historisk Tidsskrift omtaler historievidenskabelig litteratur, der er skrevet på dansk, skrevet af danskere, handler om danske forhold eller på anden måde kan siges at være af betydning for dansk historievidenskab eller studiet af dansk historie i videste geografiske og kronologiske forstand.
Anmeldelser og omtaler af videnskabelig litteratur i Historisk Tidsskrift har et af følgende formater:
- En kortere anmeldelse er en omtale på ikke mere end 5.000 anslag inkl. mellemrum, som tjener til læserens orientering. Den bør rumme en præsentation af det anmeldte værks anliggende, en angivelse af dets opbygning og fremgangsmåde og endelig en kortere vurdering af dets kvaliteter og eventuelt dets placering i og betydning for et givet forskningsfelt.
- En længere anmeldelse er en grundig og kritisk redegørelse på op til 20.000 anslag, der foruden de under 1) omtalte elementer også kan rumme en diskussion af værkets metode, kildeanvendelse, relation til den eksisterende forskning m.v.
- En debatanmeldelse er en særdeles grundig diskussion af et større eller særlig problematisk/inspirerende værk eller en samleanmeldelse, der dækker flere sammenhængende værker, på op til 45.000 anslag.
Derimod vil redaktionen frabede sig længere, refererende anmeldelser. Selvfølgelig skal en anmeldelse give et indtryk af værkets indhold, men det er ikke meningen, at den skal være et sammendrag, der sparer læseren møjen ved at læse bogen. Tværtimod skal anmeldelsen sætte læseren i stand til at vurdere, om og hvordan man ud fra sin egen forskningsinteresse har brug værd at læse den.
Historisk Tidsskrift modtager gerne henvendelser fra forfattere, der ønsker at anmelde en specifik bog.
Redaktionen forventer, at anmelderen er uhildet. Det vil sige, at en anmelder, der har meget nære personlige eller professionelle bånd til en forfatter, eller som er forbundet med udgivelsen i kraft af økonomiske eller andre interesser, må betragtes som inhabil. At man kender hinanden, er kolleger eller har arbejdet sammen om andre ting er ikke i sig selv et problem. I tvivlstilfælde kan man altid spørge redaktionen, og nogle gange kan problemet løses ved kort at oplyse om anmelderens relation til bogen.
JFM/SOJ februar 2015/september 2019
Historisk Tidsskrift er et omnibustidsskrift, hvor alene den videnskabelige kvalitet er afgørende, men hvad er videnskabelig kvalitet? Her gælder selvfølgelig de sædvanlige krav om klarhed, argumentation og dokumentation, men desuden har redaktionen en forkærlighed for:
Ny viden: Bidrag, der fremlægger ny viden, præsenterer nye tolkninger eller anlægger nye perspektiver, er gode. Man læser ikke en artikel i Historisk Tidsskrift for at få at vide, hvad man allerede vidste i forvejen. Der skal være en merværdi.
Relevans: Ikke al ny viden, ikke enhver ny tolkning og ikke ethvert nyt perspektiv er interessant for det bredere historiske fagmiljø, som Historisk Tidsskrift henvender sig til. Derfor har vi specialtidsskrifter, og hurra for det! Når det er sagt, så er der dog mange slags relevans, for historiefaget er mangfoldigt og bredt. Mange gange er relevans ikke så meget et spørgsmål om emnet i snæver forstand som om perspektiv. Den rette vinkel kan gøre mange ting interessante eller langt mere interessante - og den forkerte kan slå næsten hvad som helst ihjel! Man bør altid kunne svare på spørgsmålet (og huske at gøre det!): Hvorfor er dette interessant? Hvad skal det til? Hvad kan vi lære af det? Man behøver dog ikke svare med løftet pegefinger!
Diskussion: Humanistisk videnskab er samtale, og både nyhed og relevans er afhængige af (eller forøges voldsomt ved), at man så konkret, præcist, retvisende og konstruktivt som muligt placerer sig selv i relation til den relevante eksisterende forskning, hvad enten den er repræsenteret af levende eller døde, landsmænd eller udlændinge. Det skal kort sagt stå klart, hvem man er inspireret af, hvem man modsiger, og hvor, hvordan og hvorfor man med sit bidrag flytter forskningen.
Scandinavian Journal of History er det førende engelsksprogede tidsskrift for nordisk historie. Det udgives af de nationale historiske foreninger i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark på det anerkendte engelske forlag Routledge.
Scandinavian Journal of History publicerer artikler om Nordisk historie i bred forstand. Det inkluderer både detaljerede empiriske studier af dansk, norsk, svensk, finsk og islandsk historie og mere generelle komparative og transnationale studier af Nordens historie. Tidsskriftet lægger dog vægt på, at analyserne indplaceres i en større sammenhæng, og arbejder med mere principielle refleksioner vil have prioritet. Tidsskriftet publicerer primært artikler (max. 11.000 ord) og mere overordnede forskningsdiskussioner, men har også en løbende anmeldelsessektion.
Scandinavian Journal of History udgiver fem numre om året typisk med 5-7 artikler. Alle artikler gennemgår en grundig bedømmelsesproces (double blind review). Der udsendes 1-2 særnumre årligt.
Scandinavian Journal of History er organiseret med en chefredaktør og fem nationale redaktører, som tilsammen udgør redaktionsrådet. Overvejer du at indsende et artikelforslag, eller vil du i kontakt med tidsskriftet, så er det oplagt at kontakte den nationale redaktør, der for Danmarks vedkommende er professor Niels Brimnes
For nærmere information om Scandinavian Journal of History (redaktører, indhold og hvordan man indsender et artikelforslag) se her.