Scandinavian Journal of History er det førende engelsksprogede tidsskrift for nordisk historie. Det udgives af de nationale historiske foreninger i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark på det anerkendte engelske forlag Routledge.
Scandinavian Journal of History publicerer artikler om Nordisk historie i bred forstand. Det inkluderer både detaljerede empiriske studier af dansk, norsk, svensk, finsk og islandsk historie og mere generelle komparative og transnationale studier af Nordens historie. Tidsskriftet lægger dog vægt på, at analyserne indplaceres i en større sammenhæng, og arbejder med mere principielle refleksioner vil have prioritet. Tidsskriftet publicerer primært artikler (max. 11.000 ord) og mere overordnede forskningsdiskussioner, men har også en løbende anmeldelsessektion.
Scandinavian Journal of History udgiver fem numre om året typisk med 5-7 artikler. Alle artikler gennemgår en grundig bedømmelsesproces (double blind review). Der udsendes 1-2 særnumre årligt.
Scandinavian Journal of History er organiseret med en chefredaktør og fem nationale redaktører, som tilsammen udgør redaktionsrådet. Overvejer du at indsende et artikelforslag, eller vil du i kontakt med tidsskriftet, så er det oplagt at kontakte den nationale redaktør, der for Danmarks vedkommende er lektor Heidi Vad Jønsson (SDU): Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
For nærmere information om Scandinavian Journal of History (redaktører, indhold og hvordan man indsender et artikelforslag) se her.